Selbu

Men saa udvider Udsigten sig med Et; Bredderne vige pludseligt fra hinanden, og idet man svinger om et Næs, har man paa een Gang for sig den vakre Selbobygd, som omgiver hele den østlige Del af Søen. Grønne, hist og her med frodig Løvskov bevoxede Lier hæve sig rundtom paa alle Kanter næsten terrasseformigt op fra Søbredden, indtil de højt oppe ende i granklædte Aaser, over hvilke atter paa enkelte Steder Fjeldet hæver sig saa højt, at det enten er ganske graat og skaldet eller ogsaa skinner med den evige Se om Top­pene.

Nede i Lierne ligge Gaardene spredte. Inderst til Højre ser man ligesom en stor Port aabne sig; det er Mundingen af Dalen, hvorigjennem Nea-Elven kommer. Førend denne falder ud i Søen, gjør den først en Mængde Slyngninger og Bugter ligesom blot for at gjøre Landskabet endnu mere malerisk skjønt, sender hist og her en Arm ud for at favne om en liden, smilende, men yppig Løvskov begroet 0, og yderst ved dens Munding breder sig lave, flade Ører og Landtunger, bedækkede med højt Strandgræs og tæt Orekratt, hvori der paa de rette Aarstider vrimler af alle Slags Vandfugle, som her bygge sine Reder. Et Stykke Nord for Elvemundingen skyder sig en lang, smal, granbevoxet Halvø langt ud i Søen, og ovenfor denne, altsaa til Venstre, naar man kom­ mer oppover Søen, skjærer denne langt ind i Nordøstlig Retning imellem Lierne, saa der omkring denne Del af Søen er ligesom en mindre Bygd for sig selv, der kaldes Indbygden. En liden Elv, som hedder Bør-
dalselven, falder her ud i Søen.–

Følger man Neas Løb opover fra Søen af, saa har man, naar man kom­ mer igjennem den ovennævnte «Port» — et Pas med stejle Lier paa beg­ge Sider, — den saakaldede Øverbygd for sig, en vakker Dalstrækning med de samme velbyggede, grønne Lier og Bakker op paa begge Sider af Elven. Endnu en god Mils vej eller mere opover er Dalen fremdeles temmelig aaben og bred; men saa begynder det at blive brattere paa beg­
ge Sider, Fjeldet rykker nærmere indpaa, Granskoven vinder mere og mere Terrain ned imod Elven, og Gaardene blive færre og færre. Stadigt smallere bliver Dalen, og Fjellet stejlere, indtil Vejen tilslut gaaer tæt nede ved Elven, hvis rolige, brede Løb nu har forvandlet sig til et trangt, skummende, larmende og fossende stryg over Sten og Berg, medens Fjel­ det gaaer saa stupende brat op til begge Sider, at Granerne maae kile sine Rødder ind mellem Klippestykker, i Sprækker og om smalle Afsatser og Fremspring for at kunne beholde Fodfæste.

…idet man svinger om et Næs, har man paa een Gang for sig den vakre Selboebygd.» Fra Okstad.

…idet man svinger om et Næs, har man paa een Gang for sig den vakre Selboebygd.» Fra Okstad.